Fingerbøllet

 

Hver anden tirsdag høres lyden af knitrende strikkepinde og munter snak rundt om bordet, når kirkens strikkeklub FINGERBØLLET mødes til et par timers hyggeligt samvær. Der brygges kaffe og spises kage, udveksles opskrifter og ideer. Der strikkes eller hækles dåbsklude med symboler og mønstre, som bruges til at tørre hovedet på ny-døbte og kommer med hjem som minde. Der produceres huer, vanter, tørklæder og meget andet, som sælges i kirken ved juletid til fordel for julehjælp og Stubbens arbejde i Helsingør.

 

Og der er virkelig brug for de penge FINGERBØLLET får ind på salget. Mange mennesker har svært ved at få økonomien til at hænge sammen i hverdagen og har ikke råd til at gøre noget ekstra ud af juletiden. Derfor bringer det hvert år stor glæde, at der er mulighed for at en økonomisk håndsrækning fra sognet. Også for Stubben er det vigtigt at få økonomisk støtte, da Stubbens budget ikke hænger sammen uden den slags donationer udefra. Stubben er Kirkens Korshærs varmestue og herberg i Helsingør. I Herberget bor 11 mennesker, der får hjælp til at finde vej fra hjemløshed og tilbage til at få egen bolig. Varmestuen besøges dagligt af 25-40 personer, og der serveres mellem 400-500 måltider om måneden. Så både herberg og varmestue gør en kæmpe forskel for udsatte borgere i Helsingør Kommune.

 

Derfor er FINGERBØLLET lige sagen, hvis du vil kombinere håndarbejde, hyggeligt samvær og støtte til socialt arbejde. Nye medlemmer er altid velkomne, uanset om de er superstrikkere eller kun lige har lært at slå en maske op. Der er altid hjælp og gode råd at hente i det gode strikkefællesskab.

Er du interesseret, kan du ringe til Borghild Holm på 61706477 eller bare møde op og høre nærmere en tirsdag i efteråret.

 

FINGERBØLLET i efteråret 2024:

20. august, 3. september, 17. september, 1. oktober, 15. oktober, 29. oktober, 12. november og 26. november.

 

Hver gang fra kl. 14.00 -16.30.