
Pinsedag er gudstjenesten fuld af glæde over, at vi kan blive begejstret. Begejstring er dejlig smitsomt og bliver båret af en glød fra det ene menneske usynligt, kraftfuldt, spontant gennem luften og direkte ind i det andet menneske.
Gejst betyder ånd, og derfor har begejstring med ånd at gøre: Guds ånd, Helligånden, der lige som vinden og åndedrættet er usynlig, men afgørende for menneskers liv. Begejstring og Helligånd skaber forbindelse mellem mennesker, så vi får mulighed for at forstå hinanden, så forskellige vi ellers er.
Musikken til pinsegudstjenesten bliver med arrangementer, krydret med toner og harmonik fra jazzens univers. Ved klaver og orgel sidder Jesper Holm, der får følgeskab af Morten Lundsby på kontrabas og Peter Poulsen på saxofon og korsang. Nynne Poulsen synger kor med Mørdrups egen kirke- og kulturmedarbejder Anja Akselbo, som med sin udtryksfulde soul/gospel stemme vil det tilføre det musikalske billede en ekstra dimension.
Så kom og vær med - og lad os smitte hinanden med begejstring 🔥🕊️ ❤️