Læsekreds

07.02.2019 kl. 17:15 - 19:00

Torsdag den 7. februar kl. 17.15:

”En halv gul sol”
af Chimamanda Ngozi Adichie

Roman om den nigerianske borgerkrig, også kendt som Biafrakrigen i 1960’erne.

Bogen følger udviklingen i Nigeria umiddelbart efter selvstændigheden i de tidlige tressere frem til den barske udgang af Biafrakrigen i 1970.  Biafra er en lille del af Nigeria som forsøgte løsrivelse på grund af stammeuoverensstemmelser mellem Biafras igboer og resten af Nigerias mange stammer. Den historiske beretning er både en familiefortælling og fiktion i en skøn blanding. Bogens titel hentyder til den kortlivede republik Biafras flag, som er en sort, rød og grøn trikolore med en halv gylden opstigende sol i midten.

Fortællingen følger en flok intellektuelle fra Nigerias overklasse. De drømmer store, ideologiske drømme om at dele Nigeria, udskille Biafra og skabe den helt perfekte, socialistiske stat. De mødes til drinks, udfolder deres vid og lever et bekvemt liv. Men virkeligheden indhenter flokken, de drives på flugt af borgerkrigen, mister deres hjem og levevilkår.

Centralt i fortællingen står søstrene Olanna og Kainene som er igboere. De er vokset op i en velstående familie i Nigeria og har begge læst i England, men er nu vendt hjem til hver deres liv, og i takt med at landets befolkning deler sig i to, glider også de to søstre fra hinanden. 
Kainene er den aristokriske og handlekraftige søster som møder den hvide engelske journalist Richard, der er i Nigeria for at skrive en bog, og mens Kainene skal overtage en del af faderens forretning indleder hun og Richard et forhold.

Olanna, den smukke og følsomme søster, forelsker sig i den karismatiske professor Odenigbo, og flytter sammen med ham i hans hus og begynder at undervise på det lokale universitet. Odenigbo får en houseboy Ugwu, som bliver en del af familien og følges sideløbende med søstrenes historie. Gennem Ugwus øjne beskrives også besynderlige skikke hos landsbybeboerne.

Romanen giver ikke kun et indblik i Biafrakrigen, men også et billede af,hvad der sker med et folk, der fra at have levet et let og muntert liv, tvinges ned på et eksistensminimum og må genopdage helt basale følelser som, sult, overlevelsestrang og omsorg for børnene. 

 

 

 

 

<- Tilbage
cookie information